Lavt selvværd er en problemstilling, som mange af os kender. Dit selvværd er et udtryk for, hvordan du ser dig selv og dit eget værd. Hvis du lider af lavt selvværd, så er der nogle aspekter af dig selv, som du ikke anser som gode nok. Dette skal midlertidigt ikke forveksles med lav selvtillid, som er tilliden til at du kan finde ud af en opgave, et projekt eller lignende. Selvværd og selvtillid er ord, der ofte bruges i flæng. Men de betyder noget forskelligt, selvom de i høj grad spiller sammen. Hvor selvværd går på at være tilfreds med sig selv, kende sine gode sider og acceptere sine fejl og mangler, handler selvtillid om at være tilfreds med det, man gør. Selvværd skabes i det indre, og selvtillid i måden man bruger sine færdigheder på i forhold til andre mennesker. Ofte vil det dog være sådan, at mestring af noget også fører til øget selvværd.

Når lavt selvværd bliver et langvarigt problem, kan det have en skadelig effekt på vores mentale helbred og føre til en lang række tilstand, som vi gerne vil undgå.


Hvad er selvværd?

Hver femte dansker har lavt selvværd og en følelse af ikke at slå til. Det viser en undersøgelse, som Cormark har foretaget for PsykiatriFonden. Selvværd handler om den måde, vi opfatter os selv på – altså hvordan vi tænker om os selv, og de følelser det udløser. Det er afgørende for vores psykiske trivsel, at vi føler os værdifulde. Når vi har et sundt selvværd, er vi positive overfor os selv og vores liv. Det gør os bedre i stand til at klare livets op- og nedture. Når vi har et lavt selvværd har vi en tendens til at se vores liv i et mere negativt og kritisk lys. Vi er også dårligere til at håndtere de udfordringer, som livet giver os.

Hvad er årsagen til lavt selvværd?

Selvværd er ikke noget, vi er født med. Det grundlægges i barndommen og svinger gennem livet. Vores lærere, venner, søskende, forældre og også medierne sender os positive og negative beskeder om os selv. Af en eller anden årsag er den besked, at du ikke er god nok, den der bliver hos dig. Måske har du haft svært ved at leve op til andres forventninger eller dine egne forventninger. Stress og svære livsbegivenheder kan også have en negativ effekt på dit selvværd. Din personlighed kan endvidere spille en rolle. Nogle er mere tilbøjelige til at tænke negativt, mens andre sætter urealistiske høje standarder for dem selv.

Hvordan påvirker lavt selvværd os?

Et lavt selvværd har store konsekvenser for vores livskvalitet. Hvis du har lavt selvværd, gemmer du dig måske fra sociale sammenhænge, du stopper med at prøve nye ting eller undgår ting, der er udfordrende. På kort sigt kan det at undgå udfordrende og svære situationer få dig til at føle dig sikker. Men på lang sigt kan det give bagslag, da det styrker din underliggende tvivl og frygt. Det lærer dig den dårlige vane, at den eneste måde at klare livet på er at undgå ting.


Symptomer på lavt selvværd

De små ting kan ofte bygge sig op til større problemer. Tegn du kan være opmærksom på:

  1. Svært ved at prioritere egne behov, ønsker og følelser.
  2. Siger ”undskyld” eller føler sig skyldig i dagligdags aktiviteter.
  3. Undlade at tage initiativ
  4. Ikke føle sig fortjent til at få ”mere”
  5. Svært ved at træffe beslutninger
  6. Svært ved grænsesætning
  7. Overdrevent fokus på at gøre ting for andre
  8. Negativ selvopfattelse
  9. Kritisk og grov indre kritisk dialog

4 simple råd

  • Alle har negative tanker

Alle mennesker har negative tanker om sig selv. Det er ikke nødvendigvis dårligt eller forkert. Tanker er ikke altid sandhed. Nogle gange er det bare tanker, som kommer og går. Det er muligt at øve sig i at lade tankerne komme og gå i stedet for at fokusere på at få dem væk, ændre dem til det bedre og mere positive. Vi risikerer at blive fanget i tanker om alt det, man burde gøre bedre. Eller fantasier om det menneske, man kunne være, hvis bare man havde et bedre selvværd.

  • Hvad er vigtigt for dig lige nu?

Når de negative tanker kommer igen, for det gør de næsten altid, så brug et par minutter på at tænke på, hvad der er vigtigt for dig lige nu. Hvad vil du gerne have skal kendetegne dit liv? Måske er det små ting, som at gøre noget godt for andre. Eller at du har en time en aften om ugen, hvor du kan sidde og læse i en bog. Fokuser på det, der umiddelbart er til at ændre, og som du kan gøre noget ved i dag eller i morgen.

  • Gør mere af det, der er vigtigt – selvom det gør dig nervøs

Hvad kunne det næste skridt være, for at du kan gøre mere af det, du finder værdifuldt? Og som måske også skaber værdi for andre? Frem for at forsøge at føle dig som et bedre menneske, kan du gøre et forsøg på at være et bedre menneske. Vigtige ting har det med at sætte gang i vores følelser. Derfor er det helt normalt at blive nervøs, når du har gang i noget, der betyder noget for dig. Hold fast i at tage små skridt i den rigtige retning. Selvom det gør dig nervøs.

  • Øv dig i at være tilfreds – det er godt nok

Der findes ikke en guide, der fjerner dårligt selvværd. Eller som gør os mere glade for os selv. Men vi kan guide os selv til at rette fokus mod det, der betyder noget i livet. Og hjælpe os selv med at blive mere tilfredse med den indsats, vi gør. Også selvom vi stadig ikke synes, vi er gode nok, som vi er.


Behandling af lavt selvværd

Udover de ting, du selv kan gøre, kan det også være en god idé at få professionel behandling af lavt selvværd, så det ikke leder til andre alvorlige mentale udfordringer.

Det er aldrig for sent at arbejde med at udvikle et solidt og sundt selvværd.

Book tid her